At.
At gå.
At gå baglæns i egne fodspor.
Skridt: Navn.
Gang: Bevægelige navne.
Du spurgte mig, om jeg havde lyst til at gå en tur,
og spørgsmålet
forgrenede sig ud i landskabet.
Landskabet prøver sin stemme på os,
det prøver at udtale
vores fremmedartede navne,
men vi er heller ikke i stand til
at formulere dét. Hvad vil du vide?
Det siger: »Vær ikke bange, bliv her.«
Vi siger: »Vi er her allerede.«
Æbletræerne blomstrer selvindlysende
og lærer os at se med ord.
Det andet landskab.
Om igen: Ord er døre, der står på klem.
Du havde en blomstrende æblegren med til mig.
Undertiden tager svalerne
fejl og flyver omkring inde i huset.
Dette leben. Gæsterne ringer og fortæller,
at de er på vej.
Vi går tur i svalernes perspektiv. I deres øjne
er vi belyste gåder.
De kommenterer os højlydt:
»Ma, come si fa?« Svaler går ikke på jorden.
De manøvrerer i luften. Bjerge og træer står stille.
Jeg bevæger mig
i forhold til dem. En figur på en grund
uden bagside. Svalerne kliner mine øjne
til med vådt ler
og virkelige billeder.
Gæsterne er kommet.
Man kan ikke undgå at se
en forrykt gud give sig til kende
i deres blikke, når de banker på døren
og taler ophidset
sammen i mobiltelefon.
Så vil de hentes på fjerntliggende stationer,
men når jeg sætter deres kufferter frem,
vil de ikke vide af dem, og deres gaver er ikke
pakket ind.
Vi blev vækket midt på natten
af et skybrud. Landskabet læste os
som en åben bog. Bagefter duftede
alting af varm jord og vådt græs, men vi var for
generte til at lægge betydning i det.
At sige: Alting. Det samme som at sige: Gå.
At sige: Gå. Det samme som at sige: Lad
landskabet gå gennem dig. At sige: Landskab.
Det samme som at sige: Alting. Gå baglæns,
det er malerens gestus, og straks
poserer landskabet, som om det var det,
der skulle males, og ikke
Mona Lisa, la Gioconda.
Landskabet trækker i os som et barn, der keder sig,
det holdes kun oppe af cikadernes horisontdrone.
Træd ind i huset. Træd ind gennem rammen.
Det samme som at sige: Træd ind i landskabet.
Jeg samler alt-hvad-jeg-ved i små stakke
og stikker dem i brand.
Døden skriver og skriver.
I dag kom et talende oliventræ hen til mig og sagde:
»Livet er en overgang fra ingenting til
ingenting.«
Men sådan noget kan man da ikke
sige til nogen? Landskabet folder sig ud som
siderne i en bog. Ein Nervenreiz. Un état d’âme.
Vi har ingenting forstået. Sådan er dét.
Det som står mellem landskabets linjer
lader sig ikke læse. Vi folder punktummerne
ud til stjerner, og gæsterne kommer tilbage
fra aftenturen med paniske øjne og tøjet
plettet af vin.
Landskabet i huset: Det regner.
Men det regner ikke. Det meste er sandt.
Gæsterne vil have morgenmad på sengen.
Midt i det rasende græs.
Myrerne transporterer
landskaber af vidt forskellig oprindelse
rundt imellem sig.
Myrerne lægger dem i en bunke,
og landskaberne bliver ét.
Udvis den største forsigtighed i omgang med
landskaber. Kontinenterne vandrer. Vi elsker
som nysgerrige børn, og æbletræerne
har tabt deres blomster.
Hold nu op! Disse trapper af kød
der giver efter for hvert skridt
og fører lige op i teoretiske overbygninger om økonomi
og døde forfatteres seksualitet.
Det knirker i den stupide analyse.
Der er jo kun at sige,
at tilfældet konkurrerer med døden
om at komme først til de nyfødtes hjerner.
Jeg er ufuldendt, en krank af stålkugler,
der rasler ud over marmorgulvet, gæsternes stemmer
invaderer mig og bla bla bla
At. Dette: At.
Man kan ikke sige: »Gå til venstre ved det store træ,«
for sætningen når ikke helt derhen.
Nu vil gæsterne have natmad. De skændes om
hvem, der skal sove hvor.
Blikket løber og løber, det strækker ud, det farer frem
og tilbage over samme uforståelige linje.
Men landskabet er ulæseligt,
og vi kaster
knogleskygge. Kom, lad os gå en tur i stedet.
Vi går gennem døre af en vis størrelse.
Dørene lukkes og åbnes. Læs: Dørenes størrelse
er afstemt efter menneskenes.
I landskabet er dørene beregnet til guder.
Iti.
Hoditi.
Hoditi nazaj po svojih sledeh.
Korak: Ime.
Hoditi: Premična imena.
Vprašal si me če sem bil za sprehod
in vprašanje
se je razvejalo skozi krajino.
Krajina skuša govoriti z nami,
poskuša izgovoriti
naša nenavadna imena
a mi smo jih nesposobni
oblikovati. Kaj želiš vedeti?
Pravi: »Ne bojte se. Ostanite.«
Pravimo: »Mi smo že tukaj.«
Jablane cvetijo samorazvidno
in nas uče videti z besedami.
Druga krajina.
Spet: Besede so vrata, puščena priprta.
Prinesla si mi cvetočo jablanovo vejo.
Včasih lastovke napravijo napako
in letajo po hiši.
Kakšna zmešnjava. Gostje kličejo in nam pravijo
da so na poti.
Stopimo iz lastovičje perspektive. V njihovih očeh
smo prižgane enigme.
Pripominjajo glasno o naju:
»Ma, come si fa?« Lastovke ne hodijo po tleh.
One manevrirajo v zraku. Planine in drevesa stojijo mirno.
Jaz se gibljem
glede na njih. Figura na ozadju,
kjer zadaj ni nič. Lastovke onečedijo moje oči
zaprte z mokrim klejem
in stvarnimi slikami.
Gostje so prispeli.
Ne morem si, da ne bi videl
pozabljenega boga, razkritega
v njihovih očeh ko odgovarjamo na njihovo trkanje
govorijo vznemirjeno
drug z drugim po žepnih telefonih.
Hočejo, da jih prevzamemo na daljnih postajah
in ko jim nesem ven kovčke,
nočejo imeti nič z njimi. Njihova darila
niso zavita.
Naliv nas je zbudil sredi noči.
Krajina nas bere
kakor odprto knjigo. Potem je vse
vonjalo toplo kot zemlja in mokra trava, a bili smo preveč
sramežljivi, da bi temu pripisovali kakršen koli pomen.
Reči: Vse. Isto kot reči: Hoditi.
Reči: Hoditi. Isto kot reči: Naj
krajina gre skozi tebe. Reči: Krajina.
Isto kot reči: Vse. Hoditi vnazaj:
to je gib slikarja. Takoj krajina pozira,
kakor da naj bi bila nesmrtna in ne
Mona Lisa, la Gioconda.
Krajina nas vleče kot zdolgočaseni otrok,
komaj jo držijo pokonci brenčavi škržati na obzorju.
Stopi v hišo. Vstopi skozi okvir.
Isto kot reči: Stopi v krajino.
Zbiram vse, kar vem, v male kupčke
in jih zažigam.
Smrt piše in piše.
Danes je govoreča oljka prišla k meni in rekla:
»Življenje je prehod iz ničesar v
nič.«
Toda ne moreš kar tako reči nekaj takega
komurkoli, mar ne? Krajina se razpira kot
strani knjige. Ein Nervenreiz. Un état d‘âme.
Ničesar nismo razumeli. In to je to.
Kar je med vrsticami krajine,
je nemogoče brati. Razvijamo pike
v zvezde, in gostje se vrnejo s
svojega večernega sprehoda z očmi, polnimi panike, njihove obleke
so poškropljene z vinom.
Krajina znotraj hiše. Dežuje.
Toda ne dežuje. Večina strari je resničnih.
Gostje želijo zajtrk v postelji.
Sredi žive trave.
Mravlje prenašajo
krajine široko različnih izvorov
med seboj.
Mravlje jih postavijo na kup
in krajine postanejo eno.
Ko imaš opravka s krajinami,
moraš biti skrajno previden. Kontinenti se selijo. Ljubimo se
kot radovedni otroci, in cvetovi
so padli z jablan.
Stoj! To so stopnice iz mesa –
vsak korak se pogrezne, utira pot
vodi naravnost k teoretičnim nadgradnjam
ekonomije
in spolnosti mrtvih avtorjev.
Neumna analiza je malo škripava.
Vse se sešteva v:
priložnost tekmoje s smrtjo
da bi prišla v možgane novorojenega.
Nedokončan sem, ročica jeklenega tečaja,
ki ropota po marmornem podu. Glasovi gostov
me napadajo in bla bla bla
K. To: K.
Ne moreš reči: »Kreni levo pri velikem drevesu,«
ker ga stavek prav ne dosega.
Zdaj gostje zahtevajo pozen prigrizek. Prepirajo se
kdo bo šel kam spat.
Pogled teče in teče, sega ven, trešči nazaj
in naprej skozi neko nepredstavljivo črto.
A pokrajina ostaja neberljiva,
in mi samo mečemo
skeletne sence. Pridi, raje se sprehodiva.
Stopava skozi vrata določene velikosti.
Vrata so zaprta in odprta. Beri: Velikost
določenih vrat
je pogojena z velikostjo njihovih ljudi.
V krajini so vrata oblikovana za bogove.
